Marens cyklende kunstformidler

For ganske nylig blev jeg erindret om et besøg på Wilhelm Lehmbruch Museet i Duisburg i Tyskland. Det var i 2015, hvor jeg om sommeren cyklede gennem Tyskland bl.a. for at besøge museet. Her kan man se, hvad man formoder er originalgipsen til Alberto Giacomettis Kvinde på Kærre, som han arbejdede med i landflygtigheden i Schweiz under 2. verdenskrig.

Det var et meget anderledes syn, der mødte mig i Duisburg, end det jeg var vant til fra Holstebro. Der er skulpturen i mørk bronze, patineret gennem mange års placering ude og med mærker efter diverse knubs. Her var skulpturen hvid, og man kunne på de blyantstreger, der er på den hvide gips, se, at Giacometti havde arbejdet med skulpturen. Myten siger, at den aldrig blev færdiggjort.

I Holstebro virkede skulpturen – som den stod der støbt i bronze – solid. En illusion, som det jo desværre af flere omgange har vist sig at være tilfældet. I Duisburg var der ingen tvivl om at den var skrøbelig.

Jeg blev erindret om mit besøg i Duisburg, da jeg for nylig læste den tyske forfatter Ferdinand von Schirachs seneste bog ”Nachmittage”. Her skriver han bl.a. om et besøg han foretog på samme museum, netop for – som jeg – at se Giacomettis skulptur.

Han skriver: ”Kvinden er så spinkel, at den ikke kan stå af sig selv. Man har røntgenfotograferet hende, for at finde ud af, om man overhovedet kunne transportere hende: I hendes hoved har Giacometti anbragt et bor og en fil, så halsen ikke knækker. Det var hans første store figur, formodentlig lå disse ting tilfældigt i atelieret, senere blev han mere professionel med opbygningen. Hendes krop modellerede han op omkring jerntråde, kun de tynde arme er uden støtter, de vil brække ved den mindste bevægelse”.

Kvinde på kærre er skrøbelig

Kvinde på kærre er skrøbelig. Det kan man se i Duisburg. Og det har man set i Holstebro. Det Kvinde på Kærre har været udsat for i Holstebro, minder os om, at der skal så lidt til – et øjebliks uopmærksomhed, et forkert tryk på en knap, et par fulderikker, der skal spille med musklerne – hvad ved jeg. Og så er ulykken sket. På samme måde med livet. Det tar let skade. Det kan hurtigt gå galt. Man skal passe på det, og beskytte det bedst muligt.

Kvinde på kærre har altid for mig udtrykt distancen mellem mennesker. Og den ensomhed og udsathed som denne distance fører med sig.

Ferdinand von Schirach skriver om Kvinde på Kærre: ”Kvindens ensomhed er ikke patetisk, lidelsen er ingen attitude. Vores liv er naturligvis absurd, fordi det ender med døden. Vi mislykkes, sådan er det. Men der findes også en anden sandhed, Kvinde på Kærres sandhed: Lige nu, i dette øjeblik, denne eftermiddag, den næste morgen, lyset fra forårsblomsterne, vinden der bevæger kornet i markerne, sommerens lydløse lummerhed og efterårets våde løv i gaderne – alt dette betyder intet uden det andet menneske. Vi står nøgne i denne verden, Jorden er en næsten usynlig, blegblå plet i universet, naturen er kold og fjendtlig. Men vi er mennesker, vi deler denne ensomhed, det er den, der forbinder os”.

Kvinde på Kærre minder mig om alt dette. At vi er forbundet i vores ensomhed. Og at vi derfor skal passe på hinanden. Og derfor skal I også passe godt på Kvinde på Kærre i Holstebro. Sørge for at hun ikke kommer i klemme og brækker. Så hun også fremover kan minde os om vores udsathed og det andet menneske, som vi deler udsatheden og ensomheden med.

Citaterne er fra Ferdinand von Schirach: Nachmittage. Luchterhand Litteraturverlag, München. 2022.
Oversættelsen er min.

Peter Haarby,
tidligere kunstformidler på Holstebro Kunstmuseum