Pigerne er nu i flertal i Marens bestyrelse
Den nye bestyrelse i Marens VenneLaug ses her i Bomhuset i Holstebro med den gyldne udgave af Maren venligst udlånt af Nordisk Teaterlaboratorium.
Fra venstre ses næstformand og sekretær Margit Vendelbjerg, Tvis, Kirsten Møller Kristensen, kasserer Sonja Christiansen og formand Bent Tilsted.
Foto: Lars Vendelbjerg
Ved seneste regeringsdannelse blev der for første gang udpeget flere kvinder end mænd til at være ministre her i landet.
Det gør sig nu også gældende i kulturlivet.
Pigerne er nu også i flertal i Marens VenneLaugs bestyrelse i Holstebro.
Siden etableringen af verdens første forening for en skulptur, Kvinde på Kærre, i 2008-09 har der aldrig været kvinder i bestyrelsen.
Det er nu ændret.
Ved seneste generalforsamling i Bomhuset i Holstebro blev den nye bestyrelse valgt med tre kvinder og en mand. Den er nu konstitueret med følgende bestyrelse: Formand Bent Tilsted, næstformand og sekretær Margit Vendelbjerg, Tvis, kasserer Sonja Christiansen og menigt medlem Kirsten Møller Kristensen, begge Holstebro.
Det er i år 60 år siden skulpturen Maren, Kvinde på Kærre, blev afsløret i byen den 10. marts 1966.
Marens Venners nye bestyrelse er indstillet på at yde en stor frivillig arbejdsindsats i alle de sammenhænge, hvor det kan gavne Holstebro Kommune og Holstebro by med aktivitet for byens smukke og verdensberømte skulptur.
Bestyrelsen arbejder med forslag til yderligere markering af Marens 60-årsdag i år.
Alle kvinder i Holstebro, der fylder 60 år i år, vil foreningen gerne hylde sammen med Maren og formidle den kommende bog af forfatter Folke Kjems, når den udgives af Holstebro Kunstmuseum. Bogen omhandler 60 år med skulpturen Kvinde på Kærre i Holstebro.
“Ingen ved hvordan kunsten kommer til at se ud i morgen.”
– Asger Jorn