Hvis du er ked af, at Holstebro Festuge er ovre, er der trøst at finde hos H.C. Østerby
Borgmesteren proklamerede allerede under åbningen, at han vil have mere ud af festugen. Timingen er den rigtige til at bede om mere, siger H.C. Østerby.
18 jun. 2024 kl. 19:00, Dagbladet Holstebro
Palle Hyldahl Brændsgaard pabr@dagbladetholstebro.dk
Holstebro: Tirsdag var der kun krampetrækningerne tilbage. Som nu det store telt foran rådhuset, der fra morgenstunden stadig stod der.
Men indholdet – Holstebro Festuge – er forduftet.
Den 10 dage lange festuge blev mandag afrundet. Farvel og tak. Ses næste gang om en tre års tid…eller?
– Jeg har hver dag kunnet se det store telt foran rådhuset, hvor der er foregået masser af ting. Fra foredrag til fællessang, siger borgmester H.C. Østerby (S) – og han siger mere end det: Han siger, at han ikke vil vente på den stemning, han har oplevet, i flere år ad gangen.
Ved festugens åbning proklamerede han allerede i sin tale, at han gerne så, at byen havde en festuge hvert år.
– Det var det, jeg sluttede talen af med: At jeg håber, at vi ses igen næste år, bekræfter han.
Var det drømmetænkning eller alvorlig snak? Det sidstnævnte, understreger borgmesteren.
Korpset
– Jeg ser gerne, at vi har en festuge hvert år, siger han og erkender i samme åndedrag, at arrangørerne naturligvis ikke kan forventes at stå an med det samme skyts år efter år.
– En årlig festuge skulle foregå i en mindre udgave, hvor det så skulle være sådan, at Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret gav os noget ekstra hvert tredje år – som de plejer.
Grunden til tanken om mere bunder faktisk i byjubilæet og et opstået korps. Timingen er til mere.
I forbindelse med 750 års fødselsdagen har man samlet 300 frivillige, og den ressource skal ikke gå tabt, når Holstebro bliver 751 år og så videre.
– Vi skal forstå at udnytte alle de frivillige kræfter og deres engagement. Mange mennesker er i dag også meget alene, og gennem sådan et samarbejde får de relationer til andre. Det er en kæmpe glæde at opleve, fremhæver H.C. Østerby.
Borgmesteren agter at gå videre med ideen om en årlig festuge. Ønsket vil han vende med sin gruppe.
– Vi skal have fundet en model for sådan en festuge, understreger han.
Senere tirsdag blev teltet foran rådhuset i øvrigt pakket ned. Spørgsmålet er så, om det skal stuves af vejen i årevis – eller i knapt et år…
“Ingen ved hvordan kunsten kommer til at se ud i morgen.”
– Asger Jorn