Alberto Giacometti: Kvinde på Kærre

8. marts 2016. Hentet 2. august 2016.

Alberto Giacometti: Kvinde på Kærre

Ved Det gamle Rådhus i Nørregade står bronzestatuen ”Kvinde på Kærre”, som er lavet af Alberto Giacometti.

Alberto Giacometti skabte skulpturen i Geneve i 1942, men den blev først støbt i bronze i 1963.

Borgmester Kaj K. Nielsen og kommunaldirektør Jens Johansen rejste i efteråret 1965 til Paris på anbefaling af kunstneren og forfatteren Poul Vad, som byen havde hyret som kunstnerisk konsulent. De købte ”Kvinde på Kærre” af Alberto Giacometti for 210.000 kroner, hvoraf Ny Carlsberg Fonden gav 60.000 kroner. ”Kvinde på Kærre” er i dag vurderet til 17 millioner kroner.

Indkøbet fandt sted lige op til et kommunalvalg, så den lille skulptur blev sat på depot, da man ikke turde offentliggøre hende på dette tidspunkt, men mens hun stod der, døde hendes skaber. Pressen havde hørt rygter om købet, og man forlangte hende afsløret. Hun blev afsløret ved Holstebro Sognekirke den 10. marts 1966. Der gik et sus gennem den fremmødte forsamling, da klædet blev taget af den noget spinkle bronzekvinde. Det var måske købesummen sammenholdt med hendes størrelse, der affødte det omtalte sus. ”Kvinde på Kærre” blev forflyttet den 5. maj 1978 til sin nuværende placering.

Det siges, at folk i starten lagde madpakker til den lille spinkle pige. I folkemunde blev hun hurtigt omdøbt ”Maren å æ Woun”, og på denne måde viste holstebroborgerne vel, at de havde taget den lille dyre dame til sig. Det bør i den forbindelse nævnes, at borgmesteren blev genvalgt.

Mange har undret sig over, hvorfor Maren står på den lille vogn, og dette har en meget naturlig forklaring: Giacometti havde i 1938 været ude for en alvorlig ulykke og fik på sygehuset øje på de små vogne med medicin, som sygeplejerskerne skubbede rundt med. I det hele taget var vogne, stilladser, bure, sokler og lignende ting spændende, fordi de beskriver et rum. Da han begyndte at arbejde på ”Kvinde på kærre”, satte han den op på en lille vogn for at kunne se skulpturen og dens rum bedre. Men sandsynligvis var der også praktiske grunde til, at kvinden kom op på en kærre, for på den måde kunne han lettere flytte rundt med skulpturen i sit værksted. Til sidst kunne han slet ikke forestille kvinden uden vognen.

Historie om Alberto Giacometti

Den schweizisk-italienske Alberto Giacometti (1901–1966) var internationalt anerkendt som grafiker og kunstner. Han var påvirket af kubismen og af afrikansk kunst. Omkring 1930’erne hørte han til den franske surrealisme. Fra 1934 fokuserede han på en ny virkelighedsgengivelse under hensyn til optiske love for oplevelsen af figur set på afstand (læs mere i artiklen ”Maren og de andre”).

Efter 1940 udviklede han de karakteristiske skulpturer med tynde forlængede menneskekroppe. Giacomettis kunst sammenlignes ofte med efterkrigstidens eksistentialisme. Flere af Giacomettis værker kan ses på Louisiana nord for København.

“Ingen ved hvordan kunsten kommer til at se ud i morgen.”

– Asger Jorn