MAREN FYLDER 40

• Den 10. marts 2006 fejrede Holstebro 40-året for afsløringen af “Kvinde på kærre”. I den anledning holdt direktør for Holstebro Kunstmuseum Folke Kjems følgende tale:

I dag for præcis 40 år siden, den 10. marts 1966 blev Giacomettis ”Kvinde på kærre” afsløret. Skulpturen var da opstillet på Kirkepladsen nogle få hundrede meter herfra. Forud var i pressen gået en kontrovers om købet af skulpturen, og borgere havde advaret mod ved det kommende kommunevalg – den 8. marts – at stemme på de politikere, citat ”der vil stå faddere til den moderne kunst”.

På landsplan var der i de år opstået en folkebevægelse mod, at det offentlige skulle støtte kunst og mod moderne kunst i det hele taget. Så anklagen om at ville ’stå faddere’ var alvorlig og forventelig. Man havde derfor besluttet at udskyde afsløringen af ”Kvinde på kærre” til efter kommunevalget.

Spændingen må have været på bristepunktet. Der stod godt nok et enigt byråd bag købet, men de fleste byrådsmedlemmer havde kun set skulpturen som gengivelse i en bog. På trods af silende regn kom langt mere end 300 til afsløringen. Det gav eftersigende et gib i mangen en god borger og også negative kommentarer blev ytret. Hun så ikke ud af meget dér ved siden af den store kirke – og efter sigende fandt man siden hen madpakker på soklen … så ’klein’ syntes man, hun var.

Hovedkræfterne bag beslutningen om ”Kvinde på kærre” var borgmester Kaj K. Nielsen og kommunaldirektør Jens Johansen. Begge må have været spændte, fordi ”Kvinde på kærre” var for dem ’kronen på værket’ – det afgørende led i en offensiv strategi, der skulle forvandle Holstebro til et sted, der kunne tiltrække arbejdskraft – hvor folk gerne ville bo.

Der skulle satses markant dels ved at udbygge infrastrukturen og dels og ikke mindst ved at udbygge uddannelses-, fritids- og kulturområdet.

Odin Teatret var året før blevet inviteret til byen, og inden omtalte kommunevalg var Holstebro Hallen med siddepladser til 750 tilskuere blevet indviet. Året efter åbner Holstebro Kunstmuseum, og man ansætter stadskomponist og etablerer musikskole. Med henblik på byens pladser, skoler og bibliotek havde man indgået en alliance med Statens Kunstfond om midler til køb af kunst – f.eks. afslørede man samme dag skulpturen ”Knælende dreng” af den i øvrigt netop for nylig kanoniserede billedhugger Astrid Noack. Støtte til ”Kvinde på kærre” havde man fået fra Ny Carlsbergfondet.

Der blev på tre år brugt mere end 1 million kr. til køb af kunst, hvor Holstebro stod for broderparten af kronerne – med datidens målestok et opsigtvækkende stort beløb.

”Når man fra Holstebros side har taget et så usædvanligt initiativ som der her er tilfældet, er det ud fra en erkendelse af at en virkelig vidtrækkende indsats på det kunstneriske område kun er mulig vis man er villig til at yde de nødvendige økonomiske ofre, at [kunsten] er en uundværlig del af en moderne bys udvikling, og at en kulturel indsats i vor tid måske mere end nogen sinde må have perspektiver ud mod den omgivende verden.”

Ganske tankevækkende – citeret fra en pressemeddelelse skrevet i anledning af afsløringen af ”Kvinde på kærre” af forfatteren og kunsthistorikeren Poul Vad, der var Holstebros kunstkonsulent – sådan én havde man nemlig også fået ansat.

Det var Poul Vad, der fik ideen, at byen skulle købe netop dén skulptur. Han udtænkte også idegrundlaget for det kommende kunstmuseum og købte kunstværker hertil.

Borgmesterens og kommunaldirektørens offensive strategi lykkedes over al forventning. Holstebro blev kendt som kulturby på landsplan, og også uden for Danmarks grænser, kom man til at høre om Holstebro. Siden da har byen gennem en hel række initiativer på det kulturelle område fastholdt og fornyet Holstebros profil som kulturby.

”Kvinde på kærre” var og er symbolet på hele denne udvikling. Folkeviddet døbte hende ”Maren å æ woun”. Om det i starten var ment som noget positivt, ved jeg ikke, men i årtier har nu ’Maren’ været kærlig ment – byens borgere tog hende nemlig til sig.

Hvem er hun så – hende ’Maren’?

Da hun blev afsløret, var hun allerede 23 år gammel, skabt af den italiensk schweiziske billedhugger Alberto Giacometti (1901-66) i årene 1942-43 – i øvrigt på et hotelværelse i Geneve, hvor han boede under krigen. Oprindelig var hun blevet formet i gips, senere blev hun støbt i bronze. Giacometti var allerede dengang en af sin tids kendteste billedhuggere.

Som 22-årig var Giacometti i 1923 flyttet til kunstens hovedstad, Paris, hvor han senere fik sit internationale gennembrud som surrealist. Giacomettis skulpturer fra den tid er primitivistiske i udseende, seksuelt aggressive i indhold og rammer lige ind i underbevidstheden med deres enkle og udsøgte virkemidler. Giacometti arbejde dengang for en del abstrakt.

Men midt i 30’erne begyndte han overraskende at tegne og modellere traditionelt efter nøgenmodel. Den surreelle, sensationelle drømmeverden blev skiftet med den virkelige verden med mennesket sat i centrum. Giacometti var begyndt helt forfra.

Han satte sig for til bunds at undersøge skalaforholdet – altså menneskets størrelse i forhold til omgivelserne. Er modellen bare 1 til 2 meter væk, må skulpturens eller tegningens figur nødvendigvis være relativ mindre end 1:1, og modellens udseende ændre karakter. Hans skulpturer svandt ind i størrelse, og i 1937 havde han reduceret størrelsen til noget lig en tommelfingernegl – så ser man mennesket på meget stor afstand!

”Kvinde på kærre” er den første store skulptur, som han skabte efter bruddet med surrealismen. Hun er altså ikke alene ’Maren’, hun er også det værk, som hele Giacomettis senere og velkendte produktion er vokset ud af. Med andre ord et kunsthistorisk hovedværk af én af det 20. århundredes betydeligste kunstnere.

Hvad var det, Giacometti var nået frem til i ”Kvinde på kærre”?

Jo længere væk et menneske befinder sig, jo mere udvisket er de individuelle træk, og jo tydeligere fremstår de grundformer et menneske består af – hoved, hals, krop og lemmer. Den erfaring har Giacometti virkeliggjort på en ganske særlig måde og med en særlig hensigt.

Kvinden på kærren er set og modelleret, som er hun på stor afstand. Selv helt tæt på opleves skulpturen, som var hun langt væk. Distancen er ikke kun fysisk – den er også udtryk for en menneskelig og psykisk distance. På den måde udtrykker ”Kvinde på kærre” den isolation, Giacometti opfattede som det moderne storbymenneskes grundvilkår.

Groft modelleret står hun umælende og udstråler hverken følelser eller seksualitet. Og hun er på underlig vis vokset sammen med sin store sokkel – fastlåst uden at kunne bevæge sig. Til gengæld kan man i sin fantasi trille hende et andet sted hen, og også der vil hun tjene sit formål. Skulpturen gør om så at sige opmærksom på sin funktionalitet som kunst.

’Maren’ er et barn af sin tid, men samtidig tidløs i kraft af sit enkle og klassiske udtryk og stærkt bevægende indhold, fordi det alment menneskelige er af Giacometti skildret med stor værdighed som den rene, nøgne menneskelige eksistens – et koncentrat af hvad det vil sige at være menneske.

Til lykke Holstebro med jubilæet!

– Folke Kjems